Mine værker på Corner i 2019 er udtryk for mine egne synsfortolkninger.

Det skal ingen andre stilles til ansvar for.
 

En blanding af real-akvarel, tegning og malede rapporter fra dødsriget.

Nedstigninger og opstigninger. Tab og liv. Den forkerte retning, den rigtige retning,

mange retninger.
 

Små megadyre værker, til at plukke af træerne, som ædelstensfrugter i Aladins hule.

 

Men jeg vil hellere tale om et billede fra 2018... vi kommer ind midt i beskrivelsen.

 

”…billedet har som sagt ikke en klar historie, men opstår i et væld af referencer.

Billedet er meget enkelt, så der er ikke de store sammenstød i selve motivet.

Maleriet er noget farve på et lærred eller i dette tilfælde på en finerplade fra Jem&fix,

altså et objekt.”

 

”Pigen som denne maling danner en illusion af, betragter et andet objekt, nemlig et

andet kunstværk, Mao af Warhol. Warhol talte om billeder der var værd at gentage,

moderne ikoner, gentaget i det uendelige. I aviser, i blade, i kunsten og lige i Maos

tilfælde også et propagandaapparat. Om Mao var god eller ond, tror jeg ikke betød

noget for Warhol, han var et ikon der kunne gentages i det uendelige. Og nok så

vigtigt et påskud for at lege med farver og variationer, nogen gange ret så ekspressivt

bag det sorte silketryk.”

 

”Pigen/min datter/Kaya betragter maleriet, som I betragter maleriet af hende, der

betragter maleriet. Flere gentagelser. Jeg har taget billedet, så jeg står også og betragter.”

 

Billedet var opkaldt efter en sang… Så jeg fortsætter:

 

”Sangen handler, som de fleste, om ulykkelig kærlighed. En del af livet er slut.

Costello er den vrede, bitre og spydige unge mand der har fået 3. gradsforbrændinger

af kærligheden.

 

Der er særligt 2 sætninger, jeg bliver ved med at vende tilbage til;

Sometimes I think that love is just a tumour. You've got to cut it out.

Og det poetiske;

Sometimes I almost feel just like a human being....

 

Genren angives sjovt nok som Post Punk/ New Wave... igen noget der er slut og

noget der fortsætter.”